Jeg er 53 år og har malet siden jeg var 19. Siden 2019 har jeg malet fuld tid.
Jeg maler naturinspirerede abstrakte og delvis abstrakte malerier.
Mine malerier er akryl på lærred, og primært malet med pensler, men spartel og hænder bruges også.
Min inspiration finder jeg i naturen.
Malerierne maler jeg i mit atelier med musik og lukket dør.
Jeg har brug for ro, når jeg skaber mine malerier.
Jeg samler oplevelser, farver, stemninger og kompositioner på mine gåture.
Malerierne, der bliver skabt ud fra disse ture, er ikke et bestemt stykke landskab, men min oplevelse af naturen og livet.
Jeg bruger det, jeg ser og oplever i naturen, til at sammensætte et maleri, som godt nok viser natur, men forsøger at kommunikerer natur og en glæde over naturen, men også liv og livssituation, som indeholder både lys og mørke. Vores liv indeholder altid noget at glæde sig over, noget smukt og godt, men også noget som vi ønsker var anderledes, noget mørkt og truende.
På en gåtur kan jeg gå gennem en mørk, måske lidt truende skov, hvor kun lidt sollys slipper igennem bladene og stammerne er mørke og skæve, og senere kommer jeg ud på åben hede, hvor lyset kan være så stærkt, at det næsten blænder mig…
Det er eksempler på, hvad jeg ser og som skaber en stemning, som jeg genkender fra mit liv.
Det er mit håb, at du genkender natur samt følelser og stemninger fra dit eget liv i malerierne.